Adlons dansegulv

ADLON

Efter at Bohrs Skole lukkede i Nørregade 41, etablerede en auktionsforretning sig inde i gården.
Ejeren Rasmus Nielsen kaldte den "Kjøbenhavns største". Men denne episode varede kun få år, og den 8. november 1923, da de økonomiske konjunkturer i Danmark så småt var ved at vende, og kun otte år efter at den sidste hestetrukne "Høne" var rullet gennem gaden, åbnede her Københavns første moderne danserestaurant og natklub, der fik navn efter det lige så mondæne hotel Adlon ved Brandenburger Tor i Berlin.

Den overdækkede skolegård var nu lavet om til et dansegulv, hvor tidens hotteste musik blev spillet live. Adlon var faktisk den første natklub i København, indrettet i art deco-stil, og i åbningsåret optrådte her Holger Eibergs jazzorkester for fuld udblæsning, mens herrerne efter Tivolifyrværkeriet - når de havde sendt deres hustruer hjem - kastede sig ud i etablissernentets notorisk vovede atmosfære. Under og efter krigen stod Kai Ewans orkester og basunisten Peter Rasmussens jazzorkester på musikpodiet i Adlon.

Berømt er Josephine Bakers optræden i 1928, som Agnes Henningsen overværede med sin søn Poul. Han skrev straks en begejstret anmeldelse i Politiken om hende: Hvis naturlighed kunne læres, burde mødrene sende deres unge piger hen til Josephine Baker.
Denne anmeldelse resulterede i en af tyvernes hidsigste debatter.

Dansegulvet var stort, der var en bar af international standard, og publikum i den elegante røde serveringssal var det mest stilfulde, hele hovedstaden kunne byde på. Der var selvfølgelig cabaret og sang, og de damer der plejede at sidde ved baren, var ikke altid utilbøjelige til at invitere husarerne til et sidespring.

Restauranter og danserestauranter skulle ifølge politivedtægtens paragraf 64 være lukkede mellem 11 aften og 5 morgen. Det omgik man i starten af 1920erne ved at danne lukkede klubber, med det mondæne Adlon i spidsen og til stor fortrydelse for afholdsprædikanten Lars Larsen-Ledet. Han krævede at politiet håndhævede loven meget strengt, og at bagmændene for disse usædelige klubber blev ramt og straffet hårdt.

I Studiestræde 33 åbnedes i 1924 natklubben "Hafnia", hvor man kunne bestille medlemskort telefonisk i løbet af aftenen eller natten og hvor politiet ved en razzia (først to civile og efter et kvarter en bil med 8-10 uniformerede) fandt stakkevis af medlemsblanketter på en hylde under buffeten. Natklubbens sekretær viste sig netop at være løsladt efter at have afsonet en dom på 2½ års forbedringshus for tyveri og bedrageri.

Natten efter lukningen åbnede den igen under navnet "Faun". Så lukkede politiet også denne klub. "Medlemmerne" brød sig ikke om, at medlemsprotokollen altid blev konfiskeret, fordi de efterfølgende afhøringer hos politiet ikke kunne holdes absolut hemmelige for kone og familie. Derfor ebbede natklubvæsenet snart ud igen. "Nattesæde" var den gamle betegnelse for den slags smugkroer.
Politiet holdt også et godt øje med Adlonklubben, men skred ikke til lukning, fordi man mente, at i en storby burde der være en ventil for turister og den velstillede del af natteravnene.

Dørvogteren i Adlonklubben hed i uendelig mange år Lynge, Holger Lynge. Hans brede og runde person i den lyseblå uniform og Adlon blev efterhånden en udelelig størrelse. Han bestemte suverænt, hvem der kom ind og hvem der skulle holdes udenfor. Hvis man hørte til blandt bukkene, kunne en tikroneseddel en gang imellem gøre underværker.
Filmen "Skal vi vædde en Million", Danmarks første "tale-lystspil" fra 1932, med Hans W. Pedersen i rollen som komponisten der spillede schlagere på flyglet i restaurant "Flagermusen" havde for resten Adlon som skueplads. Marguerite Viby blev kaldt en "knockabout-elskerinde" og hed den "lille, søde Aurora", Hans Kurt var hendes habile bejler, og Otto Lingtons orkester spillede melodier af Kai Norman Andersen. Den spinkle handling kulminerede i den udødelige "Titte til hinanden". Programhæfterne indeholdt et udførligt handlingsreferat og en række skuespillerfotografier, og var trykt hos den andetsteds omtalte Emil Kristensen i Sankt Peders Stræde 27.

Fra daværende kronprins Frederik til Poul Henningsen kom mange københavnske personligheder her, når de efter en fest skulle i byen, spise et stykke natmad og/eller røræg og røre sig selv på dansegulvet til tidens swingrytmer. Det siges, at statsminister Stauning også kunne finde på at færdes på Adlon. Konkurrenter blev Tivolis Hjørne og München, dog muligvis på et andet niveau.

Men som det går med de hotte steder, også AdIon blev med årene en bedaget skønhed, i 1950'erne var glansen gået af Sankt Gertrud, og de forkælede og krævende fandt andre og nyere steder i byen, mens det engang så mondæne Adlon sygnede hen og blev kedeligt. To brødre fra Teglgårdstræde, udrustet med en hvid Jaguar viste en kort overgang pornoshows i huset.

Den 15. september 1976 genåbnede Kay Sørensen det store Adlon-lokale med Charles Mingus og hans kvintet. Det skulle blive optakten til en af de mest glansfulde perioder i dansk musikhistorie. Montmartre var dengang et verdensnavn uden en eneste konkurrent i hele Europa. Hver tirsdag til lørdag var det her, danske og udenlandske fortolkere af jazz og beslægtede genrer optrådte for et kræsent og krævende publikum, der alene af den grund ikke altid var så stort som de Fritz Paustian-ejede lokaler inviterede til. Lokalet til ca. 400 personer havde ikke været brugt i flere år, pap-machésøjlerne og de imiterede trædekorationer var mildt sagt håbløse, men da dagen oprandt, var alt frisket op, akustikken var bedre end forgængerens, det gamle Montmartre i Store Regnegade, og der var virkelig masser af plads.

Gæsterne til selve receptionen var en herlig blanding af restauratører og værtshusfolk i det stiveste puds, og så jazzfolket i mere afslappet kluns. Kay og hans daværende businesspartner Ole Bro havde raflet om, hvem der skulle hente Mingus og Co. i lufthavnen. Kay tabte og stiftede her for første gang bekendtskab med jazz"stjerner". Mingus var træt og allerede på det tidspunkt mærket afsygdom. Men han opførte sig bestemt ikke som en stjerne. Gik roligt op på scenen, samlede bassen op, åbnede flygellåget og rev i en dyb E-streng. Så stemte han sin bas, kaldte sine musikere op og startede.
- Jens Jørn Gjedsted

Kay Sørensen havde aldrig hørt om for eksempel Sonny Rollins før den dato, og når han blev spurgt om sit forhold til jazz, plejede han at svare, at han ikke kunne høre forskellen mellem et valdhorn og et flygel, samtidig med at hans yndlingsmusiker var Chet Baker. Men der er slet ingen tvivl om, at det var ham der bar etablissementet oppe i alle årene indtil sin død.

Dollarkursen kunne være ond ved ham, der var tit lavvande i kassen, særligt om vinteren, og han var også nødt til at leje Montmartre ud til "fremmede arrangementer", og tre år senere åbnede det berømte natdiskotek, som ofte forvandlede Nørregade til en natlig gågade. Det var Jens Jørn Gjedsted, der startede det med sin gamle B&O-grammofon og 25 lp'er med Jackson Browne, The Beatles, Joni Mitchell og vestkystrock. Der kom mellem 150 og 200 i starten, i alderen mellem 25 og 30 år, og det kostede ikke noget at komme ind. Så kom der flere og flere og de blev yngre og yngre. I stedet for kulturministeren eller Københavns Kommune var det nu diskoteksgæsterne der støttede kulturen.

Kay Sørensen fortalte at han kun en gang fik en underskudsgaranti til et stensikkert underskudsarrangement, og en anden gang returnerede han en check på 120.000 kroner til en forundret minister Niels Mathiasen. Men tre måneder efter åbningen i Nørregade 41 trådte også en særlig musikchef til, Niels Christensen, tidligere bassist i gruppen Nana Banana, som var vidtskuende nok til at stedet også blev grænseoverskridende i musikalsk forstand, for han hentede nye navne ind, både fra Danmark og fra udlandet. Anne Linnet og Milton Nascimento er blot to eksempler.

I 1979 startede Montmartre-folkene, inspireret af Django Reinhardt-festivalen i Frankrig, en københavnsk jazzfestivaltradition, som siden har været det årlige jazzhøjdepunkt i byen. I 1983 fik Montmartre konkurrence af det nyåbnede Alexandra Rock Teater længere henne på samme side af gaden, men det viste sig, at de kunne leve side om side, også fordi de havde et forskelligt publikum. Men stedet var for stort og der kom for få mennesker. "Men folk vil heller ikke betale for at høre musik. Det koster sgu' penge at høre musik, ligesom at gå i biografen. Men musik skal åbenbart være gratis", sukkede Niels Christensen engang. Det har ofte heddet sig, at det var dyrt at komme ind, men en almindelig tirsdag i 1979 kostede det 25 kroner i entré, og den højeste billetpris nogensinde var 385 kroner til en Miles Davis-optræden den 14. marts 1982. En ganske normal aften i 1970'erne kostede mellem 40 og 50 kroner. Hvis der kom 150 gæster en almindelig tirsdag, løb det lige rundt, og der var intet overskud.

I 1980 inddrog politiet natbevillingen på grund af enkelte tasketyverier og manglende oprydning på bordene, og en resigneret Kay Sørensen var på nippet til at lukke biksen. Og det københavnske publikum var ikke altid nysgerrigt nok til at koncerter med nye spændende navne kunne løbe rundt. Lejeforholdene var usikre, og da hotellet ovenpå lukkede og huset blev overtaget af fagforeningen FTFA, fik Montmartre i 1986 endelig en ti-årig kontrakt med en rimelig husleje på 28.000 kr. om måneden, hvorefter bodegaen blev bygget om til Café Monten og 1.2 millioner kroner blev investeret i en modernisering af hele stedet. Ved tiårsjubilæet var jazzhuset ikke fint kørende men dog nogenlunde rentabelt, det vil sige at de døde regnfulde vintertirsdage med 10-19 betalende gæster skulle betales af de andre dage med de velkendte navne. Men i alle årene har folkene bag Montmartre helt bevidst hyret kunstnere, som de vidste ville give underskud, fordi stedet også var musikkens og musikernes sted, og en kunstnerisk holdning kan nu engang ikke til enhver tid forenes med en kommerciel holdning.

Efter Kay Sørensens død i 1988, blev huset i april 1989 solgt til de kommercielle natrestauratører Eli og Peter Pries, og siden gik det kunstnerisk ned ad bakke. De store internationale navne blev ikke længere hyret, og efter et halvt var også de danske jazzfolk hjemløse, både musikere og fans. Familien Pries satsede på overskud, og da det sidste år med trojkaen Lars Thorborg, Tina Brage og Niels Christensen ved roret gav underskud, skilte far og søn sig af med de tre, og vendte skuden samme år. Nu kom der ganske vist penge i kassen, men jazzen var der ikke længere, selv om en ny konsulent havde planer om at genskabe det gamle miljø.

Da musikerne og deres venner ved hjælp af Københavns Kommune og Statens Musikråd fik åbnet Copenhagen Jazz House i Niels Hemmingsens Gade, gik det helt galt for det gamle sted, og i 1992 blev det sat til salg. Pries'erne var blevet grundigt trætte af denne pengesluger. Sangeren Anne Linnet blev køberen, hun kendte det gamle Montmartre fra sin barndom, fordi hendes far tog hende med for at opleve Stan Getz og Chet Baker. Hun havde ofte boet hos Kay Sørensen, når hun var i København. Men hun ville genåbne stedet som dansk rockscene, ikke som jazzværtshus. Og i natdiskoteket hævede hun mindstealderen til 21 år. Men Anne Linnets koncept gik ikke. Hele musik- og cafémiljøet havde siden 1970'erne ændret sig så meget, at der heller ikke længere var plads til et rockhus til de modne, og hun fik sig en slem økonomisk forskrækkelse.

I 1995 blev det efterhånden gamle jazzhus omdannet til endnu en filial af pjat og pjank-diskotekskæden Crazy Daisy. Kæden satser på polterabender, og for 100 kroner kan man klatre op på en barstol og drikke alt det øl og de sorte svin man kan. Først når man forlader stolen, er det slut. Det kræves, at gæsterne kommer i pænt outfit, og på en avisannonce hvori kæden søgte personale til Nørregade, meldte sig 400.
45 kom ind til en jobsamtale, der varede mellem ½ og 1½ time

ref.
J.E.Janssen & A.M.Thomsen: "Nørre Kvarters Krønike", 1997, p.135-139